Økonomer: Signalværdien af G20 er vigtigere end vækstmål

Investorerne på verdens aktiemarkeder falder sandsynligvis ikke helt på halen over de nye mål for den globale økonomiske vækst, som toplederne for verdens 20 største økonomier søndag har givet hånd på.

Cheføkonom i Sydbank Jacob Graven forventer ikke, at G20-ledernes erklæring om at øge landenes samlede økonomiske vækst med yderligere 2,1 procentpoint for alvor vil sætte præg på aktiemarkederne mandag.

- Det er fint, at man snakker sammen og kan blive enige om nogle hensigtserklæringer. Men på kort sigt øger det ikke væksten, siger Jacob Graven.

- Det er meget lettere at komme med sådan nogle erklæringer på festlige topmøde, end når man kommer hjem til den økonomiske virkelighed i hverdagen. Vi har set i mange lande, at økonomiske reformer kan være særdeles vanskelige at gennemføre i praksis, tilføjer han.

Som afslutning på topmødet i Brisbane, Australien, har G20-landenes ledere forpligtet sig til at øge landenes samlede økonomiske vækst med yderligere 2,1 procentpoint over de næste fem år.

Det skal ifølge en samlet udtalelse fra G20-lederne skabe millioner af nye arbejdspladser og tilføre verdensøkonomien omkring 2000 milliarder dollar.

Ifølge cheføkonom Helge J. Pedersen fra Nordea er det dog svært at få øje på de konkrete bud på, hvordan målet skal nås.

I erklæringen hedder det blandt andet, at væksten skal øges gennem flere investeringer i infrastruktur i de enkelte lande, mere handel på tværs af grænserne og ved at øge arbejdsudbuddet.

Ifølge Helge J. Pedersen er der identificeret nogle problemer, men det er op til de enkelte lande at finde løsningerne.

- Det virker fornuftigt at løfte væksten for eksempel gennem investeringer i infrastruktur. Spørgsmålet er bare, hvordan man får finansieringen på plads, og hvordan man får det implementeret og koordineret, siger Helge J. Pedersen.

- I 2008 og 2009 fik man en koordineret lempelse af finanspolitikken i hele verden. Men det har jeg svært ved at se i dag, da en række lande blandt andet i Europa fortsat er ramt af gældskrisen, tilføjer han.

Både Nordeas cheføkonom og også Sydbanks Jacob Graven understreger dog, at selvom der mangler konkrete bud på, hvordan væksten skal øges, så er signalværdien i G20-topmødets hensigtserklæringer meget vigtig.

- Grundlæggende er det meget positivt, at verdens store økonomier har sådan et forum og taler sammen. Man kan forestille sig, at det kunne blive meget værre, hvis landene i stedet begyndte at bekrige hinanden økonomisk for eksempel med konkurrerende devalueringer, siger Jacob Graven.

/ritzau/

Dagens Gossip