Økonomer: Tro ikke, krisen er forbi endnu

Der er fint at glæde sig lidt over, at eurolandene nu er ude af recession. Men der er ingen grund til jubelscener, for krisen er langt fra ovre.

Sådan lyder meldingen nu fra flere makroøkonomer, efter at nye statistikker her til formiddag afslørede en BNP-vækst i Eurozonen på 0,2 procent, efter seks kvartaler i træk med skrumpende økonomi. 

»Nu bliver vi jo begejstrede for, at vi sniger os over nul, og fred være med det. Men vi kan jo ikke stille os tilfredse med at kravle rundt lige over nul,« siger Nykredits chefanalytiker, Ulrik Bie og fortsætter:

»Det er jo ikke noget, der skaber velstand og det er jo ikke noget, der får ledigheden til at falde,« siger han.

Også Sydbank maner til forsigtighed

Nogenlunde samme melding kommer fra Nordeas cheføkonom Helge Pedersen, der opfordrer til at »klappe hesten«, og Sydbanks cheføkonom Jacob Graven bidrager med samme budskab i sin skriftlige kommentar til de nye tal.

»...den positive vækst i eurozonen i andet kvartal betyder dog langt fra, at man nu kan lade champagnepropperne springe og erklære krisen for overstået, skriver han og fortsætter:

»Væksten er fortsat svag og skrøbelig, og i mange lande vil høj gæld i både den offentlige og private sektor lægge en dæmper på vækstmulighederne i de kommende år. Dertil kommer, at der fortsat er risiko for, at uroen omkring gældskrisen kan blusse op igen,« skriver Jacob Graven.

Blandt de lande der overraskede positivt med højere vækstrater end ventet var både Europas vækstlokomotiv Tyskland samt Frankrig, der præsterede en vækst på henholdsvis 0,7 og 0,5 procent.

Bekymret for Frankrig

Og mens fremtidsudsigterne fortsat ser gode ud for Merkel og den tyske regering, så er Ulrik Bie mere bekymret for Frankrigs regeringsleder Francois Hollande, der endnu ikke har indført vigtige gennemgribende reformer på arbejdsmarkedet.

»Frankrig står over for et rigtigt grimt år i og med, at de ikke har gjort noget. Vi ser nu, at de offentlige udgifter ser ud til at stige lige så meget i år, som de gjorde sidste år. Og regeringen har jo annonceret nulvækst i 2014. Det betyder, at der er meget langt ned. Samtidig skal man lave en pensionsreform, som helt sikkert vil skabe rystelser i den franske befolkning,« siger Ulrik Bie.

Han peger også på Italien som et af de lande, der fortsat vil være udsat i de kommende år, fordi man heller ikke her har gennemført nødvendige strukturreformer. Nykredit-økonomen ser dog pænere udsigter for Spanien, Portugal og Grækenland, hvor der er et gennemgribende reformarbejde i gang.

Nykredit: Fortsæt reformarbejdet

Den overordnede advarsel fra Ulrik Bie går på, at de europæiske toppolitikere ikke bør bruge dagens tal som afsæt til at skrue ned for reform-ambitionerne.

»Det her et endnu et tegn på, at den dybe akutte krise måske er forbi. Men i mange lande vil den blive erstattet af en anden og mere snigende og meget energidræbende krise, hvor man risikerer en lang periode med lav vækst,« siger Ulrik Bie og fortsætter:

»Så hvem har gavn af, at vi er kommet over nul? Vi kan alle sammen ånde lettede op. Men det tager også presset af politikerne i forhold til at gøre det, de skal gøre,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV