Økonomien er vigtigst for vælgerne i 2015

Skrevet af admin

01/01/2015

Mest læste i dag

Seks år efter at finanskrisen rystede verden, er økonomi stadig det emne, der optager de danske vælgere mest.

Det skriver Jyllands-Posten nytårsdag.

I en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Wilke svarer mere end en fjerdedel eller 26,1 procent af de adspurgte, at det vigtigste problem, som politikerne skal tage sig af i den kommende valgkamp, er økonomi.

Ud over økonomien er det især flygtninge og indvandrere, som optager vælgerne.

Godt hver femte eller 21,8 procent fremhæver flygtninge og indvandrere som det vigtigste problem, mens lidt færre end hver femte eller 19,4 procent peger på arbejdsløshed som det vigtigste.

Ifølge professor i statskundskab Rune Stubager, Aarhus Universitet, går det ikke helt så godt med økonomien som mange danskere havde håbet, og derfor kommer økonomien til at spille en betydelig rolle i valgkampen.

Han mener, at tallene indikerer, at det ikke er lykkedes regeringen efter tre år ved magten at vriste dansk økonomi ud af krisen og danskerne ud af krisebevidstheden. Og han forudser, at økonomien ikke kan nå at rette sig for alvor inden et valg.

- Det er en klar svækkelse af regeringen, at væksten endnu ikke er kommet rigtigt i gang, og at regeringen ikke kan spille det vigtigste kort i en valgkamp, siger han.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holder torsdag aften sin imødesete nytårstale.

/ritzau/