Økonomien var et nøk bedre

Danmarks bruttonationalprodukt, BNP, steg med 0,6 pct. i årets andet kvartal og ikke med 0,5 pct., som det først blev vurderet til.

Forbedringen på 0,1 procentpoint er resultatet af en yderligere gennemgang af tallene hos Danmarks Statistik.

»Der var fremgang i eksporten, investeringerne og det offentlige forbrug, en lille vækst i det private forbrug og tilbagegang i lageropbygningen,« sammenfatter Danmarks Statistik udviklingen.

Samlet set er det dog gået tilbage i første halvår, hvor BNP er faldet med 0,1 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Det er danskernes privatforbrug, der er med til at holde økonomien i slæbegear. Det udgør omkring halvdelen af BNP, og ifølge forbrugerøkonom Camilla Skovsbo Erichsen steg det med kun 0,1 pct. i andet kvartal blandt andet fordi, danskernes forbrug af fødevarer og drikkevarer trækker det samlede forbrug ned.

»Privatforbruget har udviklet sig meget svagt igennem 2012 og første del af 2013, men der er tegn på bedring forude. Forbrugertilliden er nemlig steget en del hen over sommeren, og selvom vi så et lille fald i september så er forbrugertilliden stadig forholdsvis høj,« skriver Camilla Skovsbo Erichsen.Hun for venter derfor, at der kommer lidt mere gang i privatforbruget i andet halvår.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager er behersket tilfreds med halvåret, der er gået. Men påpeger, at dansk økonomi er på ret kurs.

”De nye tal er positive, men udviklingen i første halvår samlet set er jo ikke prangende. Fremgangen før sommer styrker vores forventning om, at vi går mod lysere tider, og at der kommer mere vækst i andet halvår af i år. Regeringen har gjort meget for både at skubbe på væksten og holde hånden under beskæftigelsen, samtidig med vi fører en ansvarlig økonomisk politik, som sikrer lave renter," siger hun i en kommentar til de reviderede væksttal.

Dagens Gossip