Økonomisk hjælpepakke til Portugal i knibe

Portugals øverste domstol erklærede fredag aften en del af regeringens besparelser i dette års budget for ulovlige, og det får nu regeringen til at advare om, at en ny krise i det forgældede euroland kan være under opsejling.

Afgørelsen betyder, at der opstår et hul i statsbudgettet på op til 1,3 milliarder euro svarende til cirka 10 milliarder kroner.

Det får regeringen til at advare befolkningen om konsekvenserne af domstolens afgørelse for det milliardstore nødlån fra EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

Lånet er betinget af store besparelser på statens budgetter. Men de bliver sværere at opfylde nu.

- Vi respekterer domstolens beslutning, men vi må advare portugiserne om de negative effekter, den udløser, siger Luis Marques Guedes, talsmand for regeringen, til Wall Street Journal.

Efter at have gransket regeringens mange spareforslag de seneste tre måneder, meddelte domstolen, at fire af tiltagene er i strid med grundloven.

Blandt andet nedsættelsen af offentlige ansattes feriepenge og pensioner samt reduktionen af arbejdsløshedsunderstøttelsen. En række af regeringens øvrige besparelser sagde domstolen god for.

Uafhængige økonomer vurderer, at regeringen skal finde nye besparelser på mellem 850 millioner og 1,3 milliarder euro.

Ifølge Luis Marques Guedes kan afgørelsen svække Portugals troværdighed hos de internationale långivere og investorer samt vanskeliggøre forhandlingerne om løbetiderne for nødlånet fra EU, ECB og IMF.

Embedsmænd i EU ventes i næste uge at drøfte og tage stilling til den ændrede situation i Portugal, skriver Wall Street Journal.

Lørdag sagde centrum-højre-regeringen under ledelse af premierminister Pedro Passos Coelho, at den er "meget bekymret", fordi dens muligheder for at indføre nye besparelser er begrænset. Socialpartiet kræver regeringens afgang og nyvalg.

/ritzau/

Dagens Gossip