Økonomisk kriminelle i Sverige sendte penge til IS

De svenske myndigheder har gennemført en større operation mod flere økonomisk kriminelle. De menes at have brugt deres ulovlige fortjenester til den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat i Syrien, skriver den svenske avis Dagens Nyheter.

- Operationen er blevet ledet af det svenske bagmandspoliti - Ekobrottsmyndigheten.

- Vi har ingen yderligere oplysninger for nuværende, siger en talskvinde for politiet, Katinka Wall.

Anonyme kilder oplyser til Dagens Nyheters online-redaktion, at en større operation er gennemført mod forskellige personer, som er under mistanke for "grov økonomisk kriminalitet med tilknytning til Syrien og Islamisk Stat."

- Jeg har ingen detaljeret indsigt i sagen, siger en højtstående leder i bagmandspolitiet, Torbjörn Rosén.

Ifølge den svenske avis har anklagemyndigheden mistanke om, at de mistænkte sendte store summer fra økonomisk kriminalitet til Syrien - efter al sandsynlighed til Islamisk Stat.

Dagens Nyheter taler om "en stort anlagt og grundigt planlagt operation" mod de mistænkte.

Sikkerhedspolitiet Säpo har kendskab til operationen, men det er også tilbageholdende med oplysninger.

- Vi kender til det, men vi henviser til Ekobrottsmyndigheten, siger pressetalsmanden Fredrik Milder.

- Der er øjensynligt tale om personer med tilknytning til virksomheder, der sørger for pengeoverførsler, og som har mange kontorer i svenske forstæder, siger en ekspert i terrorisme, Magnus Norell, til TT.

/ritzau/

Dagens Gossip