Økonomisk prognose: Tyskland løber fra Frankrig og Italien i år

Skrevet af admin

25/02/2014

Dagens topnyheder

Tyskland vil i det kommende år tage yderligere et økonomisk spring væk fra Frankrig og Italien, mens den splittede eurozone langsomt genvinder styrken efter finanskrisen.

Sådan lyder en af konklusionerne i den økonomiske vinterprognose fra EU-Kommissionen.

Kommissionen spår en vækst på 1,2 procent i eurozonen, hvilket er 0,1 procentpoint højere end tidligere antaget.

Af prognosen fremgår det, at Italiens nyindsatte premierminister, Matteo Renzi, som står i spidsen for eurozonens tredjestørste økonomi, vil møde store udfordringer i embedet.

Unionen venter en beskeden vækst på 0,6 procent for Italien, mens Frankrig forventes at nå en vækst på én procent.

I Tyskland, hvor der er godt gang i økonomien, vil væksten blive på 1,8 procent.

- Fremgangen fortsætter, siger EU's økonomikommissær, Olli Rehn.

Selvom kommissæren slår fast, at "det værste af krisen er bag os," advarer han om, at fremgangen "fortsat er beskeden."

Eurozonens økonomi ventes at halte meget efter USA, hvor der spås en vækst på tre procent i det kommende år.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har ikke været god nok til at stimulere økonomien i eurozonen, lyder det fra Paul De Grauwe, som er økonomiprofessor ved London School of Economics.

- Tyskerne er bange for deres egen skygge. USA har vist villighed til at gå længere i forhold til at stimulere økonomien. Resultatet er, at væksten er accelereret, siger Paul De Grauwe.

Inflationen ventes at blive på en procent i 2014 og 1,3 procent i 2015 og således langt under ECB's mål på omkring to procent.

/ritzau/Reuters