Økonomisk trængte Team Tvis må spare VM-stjernerne væk

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

Kvindehåndboldholdet Team Tvis Holstebro har de seneste år været en del af den internationale top. Blandt andet har holdet vundet to europæiske triumfer i EHF Cuppen.

Det ser dog ud til, at det kan blive småt med den slags højdepunkter de kommende år.

Team Tvis Holstebros bestyrelse meddeler, at der ikke er råd til at køre videre på det nuværende niveau. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Det betyder blandt andet, at ingen af holdets seks A-landsholdsspillere får forlænget kontrakten.

Dermed siger holdet efter al sandsynlighed farvel til de nykårede verdensmestre Silje Solberg og Camilla Herrem fra Norge.

Svenskerne Jamina Roberts, Linn Blohm og Nathalie Hagman skal også på jagt efter en ny arbejdsgiver. Det samme gælder den langtidsskadede dansker Lærke Møller.

I foråret blev der sparet på herreholdets spillerbudget, og nu skal der spares i omegnen af en million kroner på dameholdet.

Formanden for Team Tvis Holstebro, Jørgen Hansen, erkender, at de drastiske besparelser er alt andet end sjove.

- Der var intet, jeg hellere ville end forlænge med alle VM-spillerne. Men vi har ikke pengene, og jeg vil hellere melde det ud i tide, end at spillerne senere tvinges ned i løn, siger formanden til Dagbladet Holstebro-Struer.

- Vi skal tilpasse det sportslige budget til klubbens indtægter. Alt andet er uansvarligt. Vi har i forhold til vores sponsorer og aktionærer en forpligtelse til at drive en virksomhed i økonomisk balance, og det har vi tænkt os at leve op til, siger Jørgen Hansen.

Det reducerede budget betyder en markant ændret målsætning på dameholdet.

- Målet bliver at overleve i ligaen, siger Jørgen Hansen.

/ritzau/