Økonomiske bekymringer opstår når uheldet rammer

Skrevet af admin

16/05/2016

Dagens topnyheder

Cirka to tredjedele af de henvendelser som Ulykkeslinjen får, ligger inden for områderne forsikring/pension, forsørgelse og privatøkonomi.

Det viser en opgørelse fra Ulykkeslinjen, der giver gratis og uvildig hjælp samt rådgivning til personer, som har været ude for en ulykke.

- Det er oftest henvendelser om beskæftigelse, og om hvordan ens rettigheder er, hvis man ikke længere kan arbejde, fortæller Mette Lundstrøm Jørgensen, som er projektchef hos Ulykkeslinjen.

39-årige Marie Louise Frank er en af dem, som er kommet i økonomisk klemme efter en ulykke, der endte med at ændre hendes liv for evigt.

I 2012 slog Marie Louise Frank sit hoved mod en bagklap på en parkeret bus, da hun ville tage sine børns tasker ud af bussens bagagerum.

Først efter ti dage søgte Marie Louise Frank lægehjælp, da hendes smerter blev stærkere, og hun blev indlagt. Hospitalet opdagede, at hun havde to blodpropper i hjernen.

I dag er hun invalidepensionist. Hun kan ikke længere holde til at arbejde som gymnasielærer, da hun let bliver træt og får hovedpine.

Hun kæmper nu en kamp mod sit forsikringsselskab, som ikke mener, at der er en sammenhæng mellem hjernerystelsen og blodpropperne i hjernen, og at blodpropperne udelukkende er skyld i Marie Louise Franks tilstand.

- Hele balladen skyldes, at jeg ikke søgte læge i de ti dage efter ulykken. I min journal står der, at jeg ikke havde smerter alle dagene, fra ulykken skete, og indtil jeg gik til læge, siger hun.

Hendes tidligere advokat opgav sagen, og det var derefter, at Marie Louise Frank kom i forbindelse med Ulykkeslinjen, som nu har formidlet kontakt til en samarbejdspartner med speciale i erstatningsret, der kigger på sagen.

Havde Marie Louise Frank taget kontakt til Ulykkeslinjen straks efter sin ulykke, så havde hendes situation måske set anderledes ud, fortæller projektchef Mette Lundstrøm Jørgensen.

- Noget af det, vi rådgiver rigtigt meget om, er at få dokumenteret ulykken. Vi siger til de ulykkesramte, at de skal tage på hospitalet og kontakte deres forsikringsselskab med det samme, siger hun.

Ulykkeslinjen åbnede i august 2015 og består af socialrådgivere, som sidder klar ved telefonerne. Bag dem er et fagteam, som blandt andet består af læger, psykologer og fysioterapeuter.

/ritzau/