Økonomiske lufthuller presser luftfartsgigant

I regnskabsmeddelelsen, der er blevet offentliggjort før børsåbning, fremgår det, at omsætningen er steget med en procent til 6.580 millioner euro i forhold til samme periode sidste år. Omsætningen kaster en driftsresultat (EBITDAR) på 742 millioner euro af sig, hvilket er en stigning på pæne 25 procent. Når alt kommer til alt, ender Air France-KLM med en bundlinje på minus 163 millioner euro.

Trods de røde tal er der dog tale om fremgang i forhold til andet kvartal 2012. Her endte bundlinjen på et underskud på 897 millioner euro.

Ledelsen mener, at den forbedrede bundlinje skal ses i lyset af den omfattende spareplan, der er ved at blive implementeret. Det bliver desuden fulgt af et loyalitetsprogram, der skal sørge for, at kunderne bliver hos koncernen frem for at vælge et af de mange lavprisselskaber, der har sat sig på en stigende del af markedet for europæiske flyvninger de seneste år.

Trods programmet benævner ledelsen i Air France-KLM omsætningen som værende under det forventede. Den lægger en del af skylden på forretningsmiljøet i Europa, som de kalder »barskt«.

Hvor meget af den forbedrede bundlinje, der skyldes forbedret kernedrift er lidt uigennemsigtigt. Luftfartsgiganten får i kvartalet lidt medvind af brændstofpriserne, der har været otte procent lavere, når man korrigerer for de prisaftaler, Air France-KLM har indgået.

Air France-KLMs kvartalsomsætning rammer ret præcist de forventninger, analytikerne havde forud for fredagsregnskabet.

Selskabet er den ene af to dominerende spillere i europæisk luftfart. Både Air France-KLM og tyske Lufthansa har lidt over 600 fly på vingerne.

 

Dagens Gossip

Dagens TV