Ønske-angriber afviser bejlende Laudrup

Swansea-emnet Pierre-Emerick Aubameyang afviser at komme under Michael Laudrups vinger. Han vil spille Champions League og søger mod Tyskland.Michael Laudrup har haft St. Etiennes angriber Pierre-Emerick Aubameyang på ønskelisten i længere tid, men nu afviser angriberen selv, at han skal til Swansea.

Dermed fortsætter Laudrups problemer med at få sine ønskede forstærkninger i hus.

Det franske fodboldmagasin French Football har snakket med Aubameyang, som fortæller, at han har mødtes med Michael Laudrup, men Swansea kan ikke opfylde hans ønske om at spille Champions League.

- Jeg har mødtes med Michael Laudrup. De har et godt projekt, men jeg har brug for Champions League, hvis jeg skal videre, siger han til French Football, der på Twitter bringer en række citater fra Aubameyang.

Michael Laudrup er i den seneste tid kommet på kollisionskurs med Swanseas formand Huw Jenkins, og hans agent, Bayram Tutumlu har truet med, at Laudrup vil forlade Swansea, hvis ikke ledelsen formår at hente hans ønskede forstærkninger til Wales.

Laudrup skulle angiveligt være særligt frustreret over, at han ikke kan få de angribere, han ønsker sig, og nu ligner Aubameyang altså endnu en tabt spiller for Laudrup.

For at få CL-bold søger den 23-årige gaboneser formentlig mod Tyskland. Ifølge ham selv har Dortmund fulgt ham i et år, men endnu ikke indgivet et bud.

Til gengæld skulle Leverkusen have sendt et bud afsted til Frankrig, og Aubameyang har selv holdt møder med Leverkusens sportsdirektør Rudi Völler flere gange. - Jeg har mødtes med Rudi Völler to gange. Om Saint Etienne accepterer buddet er en anden sag, siger han.

Dagens Gossip