Per Ørum vælger misbrugere over politik

Det tidligere folketingsmedlem for Konservative og Kristendemokraterne bliver ansat som rådgiver på behandlingscentret Tjele, hvor han selv modtog behandling, efter at han blev taget for spirituskørsel i 2010.

»Jeg er taknemmelig over, at jeg får mulighed for at hjælpe mennesker med misbrug til at skabe den forandring i deres liv, som jeg selv har været så heldig med at opleve i min forvandling, fra aktiv alkoholiker til en ædru tilværelse. Det er en hjertesag for mig at hjælpe andre videre ud fra mine erfaringer. Desuden håber jeg på, at jeg kan bidrage til at bryde nogle af de mange tabuer, der eksisterer i det danske samfund omkring blandt andet alkoholmisbrug,« siger Per Ørum i en skriftlig kommentar.

Fremover vil han i forsøget på at nedbryde tabuer omkring alkoholmisbrug desuden holde foredrag om et liv som alkoholiker i dansk politik.

»Mange opfatter alkoholikeren som den sjuskede mand på bænken foran parken. Men virkeligheden byder, at 98 procent af alkoholikerne har slæbt bænken op i deres dagligstue. Tusindvis af familier lider under misbrugsproblemer, og det er for mig at se et af det danske samfunds største udfordringer at tage kampen op mod misbrug,« siger Per Ørum.

Han kapper nu båndet til den politiske arena, da det er vigtigt for Per Ørum at fokusere udelukkende på misbrugsbehandling, samt at behandlingscentret Tjele fremstår som politisk uafhængig.

Per Ørum Jørgensen kommer derfor heller ikke til at have mere at gøre med det nystiftede Demokratiske Parti, men han tror på, at det nok skal gå godt for partiet.

»Det Demokratiske Parti har udviklet sig fint det seneste år, og jeg tror på, at den positive udvikling vil fortsætte i fremtiden med nye mennesker i spidsen. Der er mange dygtige og engagerede mennesker i partiet, og dem vil jeg naturligvis støtte og hjælpe med mine erfaringer fra en tilbagetrukket position, så partiet kommer godt videre,« siger Per Ørum.

Han begynder i sit nye job 1. oktober.

Dagens Gossip

Dagens TV