Øst-praktikanter koster sønderjysk storbonde 95.000 kr.

En af Danmarks største svineproducenter har netop betalt 95.000 kroner. Det sker, efter at Arbejdsretten har dømt arbejdsgiveren for brud på overenskomsten inden for landbrug i en sag om underbetaling af to lettiske statsborgere.

Landmand Hans Barsøe Bram fra Sønderjylland betalte de lettiske svinepassere lav løn som såkaldte praktikanter. Men 3F rejste en sag, hvor fagforbundet krævede en langt højere betaling for østarbejdernes ufaglærte arbejde.

Arbejdsretten gav 3F fuldt medhold i sagen, hvor arbejdsgiveren slet ikke mødte op i retten. Hos Den Grønne Gruppe i 3F siger forhandlingssekretær Morten Fischer-Nielsen:

- Der er tale om en sag, hvor endnu en arbejdsgiver har misbrugt ordningen om udenlandske praktikanter til at skaffe sig billig arbejdskraft. Jeg håber, at arbejdsgivere og politikere snart får øjnene op for, at misbruget af ordningen må stoppes.

Godt 9.000 kroner i månedsløn
De to lettiske statsborgere på nu henholdsvis 24 og 27 år blev i efteråret 2010 ansat hos svineavler Hans Bram på hans gård nær Haderslev. Arbejdsgiveren var medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A og havde dermed forpligtiget sig til at følge overenskomsten på landbrugsområdet. De to østarbejdere fik ifølge deres lønsedler en månedsløn på mellem knap 9.400 og 9.800 kroner hver. De blev aflønnet som landbrugspraktikanter. Men 3F mente ikke, at de lettiske svinepassere opfyldte betingelserne for at være ansat og aflønnet som praktikanter. Østarbejderne skulle i stedet have haft mere end det dobbelte i løn for ufaglært arbejde efter overenskomsten.

Søn betaler fars bod
Efter 3F rejste sagen i august 2010, overdrog Hans Bram gården til sønnen Jesper Bram. Jesper Bram oplyser, at han har betalt boden på 95.000 kroner fastsat af Arbejdsretten.

- Det er dybt urimeligt. Jeg har overtaget en sag, som jeg ikke har været med i. Jeg har overtaget min fars SE-nummer og hans forpligtigelser, siger han.

Jesper Bram forklarer, at han ikke mødte op i Arbejdsretten, fordi sagen ikke handler om ham.

Dagens Gossip

Dagens TV