Østergaard advarer Mette F. mod rød blokpolitik

Skrevet af admin

27/06/2015

Dagens topnyheder

Allerede dagen inden, at Mette Frederiksen efter planen formelt kan indtage rollen som formand for Socialdemokraterne efter Helle Thorning-Schmidt, opfordrer De Radikales leder, Morten Østergaard, oppositionens kommende leder til ikke at "falde tilbage" til rød blokpolitik.

- Jeg synes, at Mette Frederiksens vigtigste opgave bliver at vise, at Socialdemokraterne kan være lige så ansvarlige i opposition, som de har været i den tid, vi har siddet i regering med dem, siger Morten Østergaard.

- Og derfor håber jeg, at vi undgår en situation, hvor man falder tilbage til en rød blokpolitik - som vi i hvert fald ikke kommer til at deltage i - hvor man falder ned i Venstre-grøfter og ligger og beskyder en ny regering, siger han og fortsætter:

- Det, der er opgaven for os, der nu har stået for det brede samarbejde i regering, er, at vi også gør det i opposition. Min opfordring er, at man ikke falder tilbage til blokpolitik, og jeg kan heller ikke se, hvorfor Mette Frederiksen ikke skulle syntes det.

Under den netop overstående valgkamp, hvor De Radikale fik nogle gevaldige prygl med vælgernes tavlelineal, var der synlige uenigheder mellem de nu forhenværende regeringspartnere.

De Radikale slog sig op på ønsker om højere boligskat, højere pensionsalder og økonomiske reformer generelt.

Samtidig anså man regeringens udlændingepolitik som bestående af 45 lempelser, hvilket flere gange fik sammenholdet med Socialdemokraterne til at knirke som dørene i et spøgelseshus.

Spørgsmål: Vil I også ved næste valg pege på en socialdemokratisk statsminister?

- Vi er i opposition til den nuværende regering, og derfor peger vi selvfølgelig på oppositionens statsministerkandidat, siger Morten Østergaard.

/ritzau/