Østergaard: Dom er ikke en bombe under dansk EU-system

Det oplyser uddannelsesminister Morten Østergaard (R) efter et samråd i Folketingets Forskningsudvalg.

»Vores vurdering er - og det er endda et forsigtigt skøn - at den her dom maksimalt kan komme til at koste 38 millioner kroner. Det skal ses i relation til, at vi bruger 20 milliarder kroner på SU om året.«

EU-domstolen afgjorde i juli, at Tyskland ikke må kræve, at studerende kun kan tage fuld uddannelsesstøtte med til studier i udlandet, hvis de har boet i Tyskland i tre år inden studierne. Det skabte straks debat om, at Danmark heller ikke kan stille krav om, at EU-borgere kun kan få SU, hvis de har boet i Danmark i to ud af de seneste ti år. Det skabte samtidig frygt for, at EU-borgere ville begynde at malke den danske SU-kasse for et trecifret millionbeløb.

Men nu er der altså fundet et kompromis, hvor Danmark både kan bevare SU-systemet og overholde EUs regler, forklarer Morten Østergaard.

»Det er en beskeden justering af lovgivningen, vi nu gennemfører, sådan så vi både kan bevare vores EU-model for SU til hele studier i landet og samtidig overholde EU-reglerne. Og jeg håber da, at alle glæder sig over, at det ikke blev den bombe under det danske velfærdssystem, som det blev udråbt som,« siger han.

Danmark bevarer to års-kravet og supplerer med andre tilknytningskrav - studerende kan eksempelvis blive bedt om at dokumentere, at de har gået i dansk folkeskole, eller at de har familiemæssig, social eller økonomisk tilknytning til Danmark.

Hos Dansk Erhverv siger politisk konsulent Morten Jarlbæk Pedersen, at det er »på tide«, at regeringen ændrer reglerne og efterlyser samtidig en diskussion af, om SUen skal omlægges til et lån.

»SU-dommen er blot én i en lang række af domme, som gør EU-borgeres adgang til sociale ydelser i andre lande end deres oprindelsesland bedre. Og det burde ikke komme bag på nogen, at vores EU-medlemskab sætter vores universelle velfærdsydelser under pres, og det er på høje tid at få en fordomsfri debat om, hvordan vi indretter vores velfærdsamfund i respekt for arbejdskraftens frie bevægelighed i EU,« siger han i en pressemeddelelse.

Morten Østergaard mener dog ikke, at der er grund til at ændre SU-systemet og forklarer, at det primært vil være danskeres børn, som kan hæve SU til udlandsstudier.

»I den her sag drejer det sig formentlig primært om udenlandsdanskeres børn. Så det er primært folk med et dansk pas, der får glæde af det her,« siger ministeren.

Dagens Gossip