Østergaard frygter ikke partifnidder med Rohdes entre

Skrevet af admin

20/12/2015

Dagens topnyheder

Der er ingen grund til at være nervøs for, at Jens Rohde kommer til at skabe partipolitisk fnidder hos De Radikale.

Sådan lyder det fra Morten Østergaard, politiske leder i De Radikale, efter at Jens Rohde har meldt sig ud af Venstre til fordel for De Radikale.

- Der er jo ingen tvivl om, at han er radikal, og at det er her, han vil føle sig hjemme. Men derudover har vi hos De Radikale en lang tradition for en sund diskussionskultur, hvor der er højt til loftet, siger Morten Østergaard til Ritzau.

- Jens Rohde er et holdningsmenneske, og han har i den offentlige debat længe kæmpet for nogle ting, der lægger sig op af vores partilinje. Jeg er sikker på, at han bliver et aktiv for partiet.

Det er Venstres skeptiske EU-kurs og den stadig strammere tilgang på asylområdet, der nu udløser partiskiftet.

Udmeldelsen sker efter mange års hård kritik af Venstre-toppen fra Rohde, der senest i 2014 blev genvalgt til Europa-Parlamentet for Venstre.

Samtidig er han partiets viceborgmester i Viborg Byråd og har en fortid som Venstre-spydspids. I starten af 00'erne var han politisk ordfører.

Men hvad Rohdes rolle bliver hos De Radikale på længere sigt er endnu for tidligt at sige noget om, fortæller Morten Østergaard.

- Der er ikke nogen mission med det her. Det handler slet ikke om karriereplaner eller strategiske planer eller overvejelser. Det handler om, hvordan man har det i hjertet eller maven.

- Men han er medlem af Europa-Parlamentet og Viborgs Byråd, og det fortsætter han med, fastslår Morten Østergaard.

/ritzau/