Østergaard: Mindst tre millioner danskere skal arbejde

Danmark får kun råd til mere velfærd, hvis flere danskere forsørger deres familie, og færre forsørges af det offentlige. Derfor skal mindst tre millioner danskere være i arbejde.

Det fastslår økonomiminister Morten Østergaard (R) på en vækstkonference, som er arrangeret af den borgerligt-liberale tænketank Cepos.

- Mit mål er et samfund, hvor der altid er flere, der forsørger, end der forsørges.

- Tænk hvis vi kunne skabe et velfærdssamfund med høj social sikkerhed, overskud og vilje til at kere os om dem, der ikke nyder de samme privilegier i livet, og hvor der altid er mindst tre millioner danskere i arbejde, siger Morten Østergaard på konferencen og tilføjer:

- Skal vi derhen, så skal forandringerne fortsætte. Tabuerne skal træde i baggrunden. Vi kan ikke igen tillade, at det danske samfund - anført af Christiansborg - lader sig lulle i tornerosesøvn.

Cepos' cheføkonom, Mads Lundby Hansen, ser behov for mange flere reformer, hvis Morten Østergaard vil have tre millioner i arbejde. Finansministeriet regner med 2,9 millioner danskere i job i 2020.

- Hvis målsætningen skal nås omkring 2020, kræver det mange reformer, herunder af efterløn, dagpenge, kontanthjælp og folkepension, siger Mads Lundby Hansen i en skriftlig kommentar.

Danmark må fortsat lave reformer. Ellers eksploderer det offentlige underskud fra 2020, advarer Morten Østergaard.

- Ellers vil det offentlige underskud for alvor tage til. Så vil ubalancen genopstå mellem folk i job og på offentlig forsørgelse. Vort fokus på 2020-mål må ikke gøre os blinde for, om vi ønsker et samfund, hvorunder halvdelen af befolkningen er i job, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip