Østergaard: Regeringen fremlægger ingen ny politisk plan

Skrevet af admin

02/09/2014

Mest læste i dag

Knap er De Radikales nye politiske leder, Morten Østergaard, taget i ed som ny økonomi- og indenrigsminister i stedet for partifællen Margrethe Vestager, har han blikket stift rettet mod det kommende folketingsvalg.

Valget skal senest komme til september næste år, og bliver første vælgereksamen for Østergaard, der har været partiets kronprins siden Margrethe Vestager overtog ledelsen af partiet i 2007.

- Jeg er allerede i gang med tankerne om, hvordan vi skal komme videre herfra. Vi er på vej ind i et arbejdsår og et valgår. Og derfor er det jo det, der optager mine tanker.

- Og så er det selvfølgelig også det, at jeg jo bare er Morten fra Aarhus, der nu skal være vicestatsminister, og det glæder jeg mig selv til, siger Morten Østergaard til TV2 News.

Der kommer ikke en større fælles præsentation af regeringens fremtidige virke på et pressemøde med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), understreger han.

- Der kommer rig lejlighed til at statsministeren og jeg kan præsentere vores politik i den kommende tid, siger han.

Han henviser i stedet til De Radikales pressemøde søndag, hvor han ved overtagelsen af lederdepechen i partiet slog fast, at partiets politik fremadrettet vil være den samme som nu.

Regeringen går ind til efteråret med en nyligt præsenteret finanslov, der skal forhandles på plads.

Den lægger blandt andet op til fordoblet fradrag for fagforeningskontingenter, samt en større sundhedspakke, der skal forbedre behandlingen af kræft og kroniske sygdomme samt fjerne ulighed i sundhedsvæsnet.

Dertil kommer, at efteråret kommer til at byde på en reform af gymnasieskolen, så de studerende, når først de har fået deres afsluttende eksamen, i videst muligt omfang kan undgå at skulle supplere med enkeltfag, inden de læser videre.

/ritzau/