Østergaard vil stoppe negativ spiral på universiteter

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) vil løfte kvaliteten på landets uddannelser.

Derfor præsenterer han onsdag et hurtigt arbejdende ekspertudvalg, der skal kulegrave de videregående uddannelser og komme med anbefalinger, der skal løfte de studerendes niveau og sikre større relevans for erhvervslivet. Det skriver Berlingske.

- Vi underpræsterer i dag. Vi kan udfordre de dygtigste mere og hæve gennemsnittet for, hvor dygtig man bliver, hvis vi er indstillet på det, og hvis vi har fokus på det, siger Morten Østergaard til Berlingske.

- Det er en negativ spiral, som vi er nødt til at vende, tilføjer uddannelsesministeren.

Morten Østergaard vil på trods af milliardinvesteringer og rekordoptag på de videregående uddannelser give universiteterne en overhaling, da han får samme kritik fra både studerende, erhvervsliv og censorer: Kvaliteten på uddannelserne falder.

Ekspertudvalget skal aflevere de første anbefalinger hos Morten Østergaard i marts næste år, skriver avisen.

De videregående uddannelser er positive over for regeringens ekspertudvalg. Formand for Danske Universiteter, rektor Jens Oddershede fra Syddansk Universitet, mener dog også, at eksperterne skal undersøge universiteternes rammebetingelser.

- Er vi gået for langt i vores krav om, at de studerende skal igennem så hurtigt som muligt? Vi er efterhånden et af de OECD-lande, hvor de studerende er hurtigst om at blive færdige. Fremmer det kvaliteten, spørger Jens Oddershede i Berlingske.

- Og fremmer det kvaliteten, at det nu er muligt at gå direkte fra en professionsbachelor eller fra et erhvervsakademi til at læse til kandidat? Alt det er meget vigtigt at få undersøgt, lyder det fra rektorformanden.

/ritzau/