Østergaards dagpengekurs er upopulær hos R-kandidater

Skrevet af admin

29/05/2015

Mest læste i dag

Mere end hver fjerde af De Radikales folketingskandidater er uenige med deres egen partileder, Morten Østergaard, i spørgsmålet om stramninger af dagpengesystemet, skriver Altinget.

20 ud af 70 kandidater fra Radikale har i DR og Altingets kandidattest svaret, at de enten er helt eller delvist enige i, at man hurtigere skal kunne genoptjene retten til dagpenge.

Det er i direkte modstrid med, hvad Morten Østergaard tidligere har udtalt til Jyllands-Posten, hvor han siger, at dagpengesystemet skal strammes yderligere.

Lige nu skal man arbejde i 52 uger for at genoptjene retten til dagpenge.

Selv har Morten Østergaard svaret i kandidattesten, at han ikke mener, at genoptjeningsretten til dagpenge skal være kortere.

En af de radikale folketingskandidater, der er uenig med partilederen er Bjørn Bjerrehøj, der til Altinget, siger:

- Vi har fælles meninger på mange områder. Men lige på det her område, er jeg så uenig i mit partis politik.

Det får dog ikke Bjørn Bredal til at melde sig ud, også selvom Morten Østergaard står fast på sit synspunkt om at stramme dagpengereglerne.

Fredag slog Morten Østergaard ind på en langt mere reformivrig kurs end Socialdemokratiet, som De Radikale ellers sidder i regering med.

Morten Østergaard vil have strammere rådighedsreglerne for de ledige og mener ikke, de ledige er villige til at rejse langt nok for at arbejde.

Mens Helle Thorning-Schmidt (S) blot har konstateret, at hun ønsker en dagpengereform, hvor færre falder ud af systemet, og hvor de omstridte regler for genoptjening nytænkes.

/ritzau/