Østeuropa og Kina gav kvaler for Carlsbergs rival

Skrevet af admin

25/02/2016

Dagens topnyheder

Det er ikke lutter lagkage at være bryggeri i disse dage. Verdens største af slagsen, AB InBev, oplevede tilbagegang i 2015, presset af mindre øllystne kinesere og et Østeuropa i tumult.

Tilbagegangen ændrer dog ikke på, at AB InBev er et enormt foretagende. Bryggeriet solgte markante 45,7 milliarder liter. Det var dog små 150 millioner liter mindre end året før.

AB InBev er kendt over hele verden gennem internationale storbrands som Budweiser, Corona og Stella Artois. Der ud over ejer selskabet en myriade af lokale brands.

I 2015 var specielt Europa ramt, og salget af øl målt i liter faldt 2,4 procent.

- Det skyldes hovedsageligt en svagere udvikling i Rusland og Ukraine. Samtidig faldt salget i Belgien og Tyskland, hovedsageligt på grund af svære sammenligningstal fra 2014, hvor der var VM i fodbold, skriver AB InBev i regnskabet.

Også i Asien, der ligesom for Carlsberg er et vækstmarked for AB InBev, gik det tilbage. Dog blot med 0,1 procent.

- Vi vurderer, at det samlede marked i Kina faldt med seks procent på grund af fortsat økonomisk modvind for landet, skriver AB InBev.

På linje med Carlsberg arbejder AB InBev på grund af modvinden med at lokke kineserne til at drikke dyrere mærkeøl, så man tjener mere på hver solgte liter.

- Det er afgørende at få de kinesiske forbrugere væk fra de meget billige mærker, der dominerer i landet. Det er der, den store gevinst ligger for bryggerierne, siger Carlsberg-analytiker hos Sydbank, Morten Imsgard.

Det havde AB InBev succes med, da man trods stilstand i volumen kunne øge omsætningen til 4,2 milliarder dollar i landet.

Kigger man på tallene for hele AB InBev, endte 2015 med en omsætning på 43,6 milliarder dollar omsat til et resultat på 9,9 milliarder dollar. Det er et fald på 1,5 milliarder dollar.

Det skuffede i forhold til aktiemarkedets forventninger.

/ritzau/