Østeuropæere strømmer ind i de danske a-kasser

Skrevet af admin

31/10/2013

Dagens topnyheder

Lønmodtagere fra Rumænien, Estland, Polen og andre østeuropæiske lande melder sig i stort antal ind i de danske arbejdsløshedskasser.

Ifølge en opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet er antallet af østeuropæiske medlemmer af danske a-kasser vokset fra 8900 i 2009 til 19.400 i 2012, skriver Ugebrevet A4.

Samtidig viser tallene, at de mange nye østeuropæiske a-kassemedlemmer meget oftere hæver dagpenge end danskere.

Overledigheden er dog ikke større end, at arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jens Arnholtz vurderer, at tilstrømningen til a-kasserne først og fremmest er et plus.

- Flere østeuropæere har bosat sig her og ønsker at blive på det danske arbejdsmarked.

- Deres økonomiske referenceramme er den danske, og så ved man godt, at der skal en vis indkomst til. Så gør man ligesom danskerne - man forsikrer sig via en a-kasse, siger Jens Arnholtz til A4.

Ifølge tallene fra Beskæftigelsesministeriet var arbejdsløsheden 10,5 procent blandt østeuropæerne i 2012 mod 6,3 procent blandt alle a-kassemedlemmer.

Med andre ord hæver en betydelig større andel af østeuropæerne dagpenge sammenlignet med danskerne.

Forsker Jens Arnholtz mener, at nogle østeuropæere nok vil opleve de danske dagpenge som generøse, så deres incitament for at finde et nyt job måske ikke er særligt stort.

Det bekymrer beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

- Udlændinge skal selvfølgelig ikke komme til Danmark med henblik på at blive forsørget, men fordi de har et regulært arbejde.

- Jeg er bekymret og er derfor meget opmærksom på, at borgere fra EU-lande ikke uberettiget får adgang til ydelser, skriver Mette Frederiksen til Ugebrevet A4.

Men det er ikke nok bare at være opmærksom, mener Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti.

- Polakker og andre østeuropæere, der har familie og hus derhjemme, bør slet ikke kunne få dagpenge i Danmark. De må rejse hjem og få den lokale dagpengetakst der, siger han.

/ritzau/