Østeuropæisk lastbilchauffør modsatte sig politiet

En østeuropæisk lastbilchauffør, formentlig litauer, kan se frem til flere sigtelser, bøder og erstatningskrav.

Manden parkerede kort efter midnat sin lastbil foran læsserampen hos Danske Fragtmænd på Europavej i Taulov ved Fredericia.

Firmaet bad manden om at flytte lastbilen, men det nægtede han. Derfor blev politiet tilkaldt.

- Og han var bestemt ikke samarbejdsvillig. Han nægtede at oplyse sit navn, ville ikke vise sit kørekort og han ville heller ikke flytte sin lastbil. Så han efterkom ikke politiets anvisninger, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til Dagens.dk.

Manden blev anholdt og taget med på politistationen. En entreprenør blev rekvireret, så lastbilen blev flyttet.

Udover bøde og sigtelser skal manden betale for at lastbilen blev flyttet, oplyser politiet.

Dagens Gossip