Østfirmaer snyder dansk byggekontrol

På baggrund af tal og indberetninger fra Arbejdstilsynet og fagbevægelsen konkluderer ministeriet, at udenlandske ejere opretter ’fiktive' danske virksomheder for at undgå registrering i det såkaldte RUT-register, hvor de som udenlandsk virksomhed har pligt til at lade sig registrere.

Dermed forsøger virksomhederne at omgå krav til sikkerhed, løn og arbejdsmiljø, da de som danskregistreret firma bliver kontrolleret langt mindre af myndighederne, skriver Politiken.

»Vi kan se, at når vi begynder at have bedre fat om kontrollen med social dumping, så finder flere udenlandske virksomheder nye veje. Derfor opstår der stadig flere fiktive danske virksomheder med en såkaldt CVR-registrering, men hvor alle medarbejderne er udenlandske. Simpelthen så de kan undgå kontrol fra myndighederne,« siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

»Vi skal som myndighed helt op på tæerne,« siger ministeren.

Under en aktionsdag i maj stødte kontrollanter fra blandt andre 3F på 670 byggepladser med udenlandske håndværkere, hvoraf to tredjedele var ansat i danskregistrerede firmaer.

»Det overraskede os, at så mange af de udenlandske firmaer med udenlandske ansatte optrådte som danske,« siger Palle Bisgaard, forhandlingssekretær i 3Fs Byggegruppe til Politiken.

Fra januar 2012 til juni 2013 har Arbejdstilsynet besøgt næsten 1.200 udenlandske virksomheder, der ikke var i RUT-registeret. 80 procent af disse virksomheder fik alvorlige påbud eller direkte forbud mod videre arbejde.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen fra Københavns Universitet ligner det et forsøg på at undgå kontrol.

»Indsatsen for at kontrollere er blevet intensiveret de seneste par år, og det er ikke alle firmaer med udenlandsk arbejdskraft, som har lyst til at blive kigget efter i sømmene,« siger han til avisen.

Peter Steenholm, direktør i arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri, foreslår »mere kontrol og flere sanktioner«.

Mette Frederiksen vil ifølge Politiken hverken afvise eller ganrantere, at der bliver afsat penge til øget kontrol. Hun forudser ifølge Politiken, at problemerne med social dumping »er kommet for at blive«.

Dagens Gossip

Dagens TV