Østjyde kørte flygtninge til færgen: Nu falder dommen

Skrevet af admin

15/01/2016

Dagens topnyheder

Retten i Randers behandler fredag en sag mod en mand fra Østjylland, der er tiltalt for overtrædelse af udlændingeloven ved at give fem afghanske flygtninge et lift fra den nordtyske by Flensborg til færgelejet i Grenaa.

Manden erkender, at han 8. september sidste år kørte sydpå for at hente en flygtningefamilie, efter han i tv havde set de store grupper af flygtninge og migranter, der vandrede på de danske motorveje.

Men han vidste ikke, at det var ulovligt. Han følte sig bare drevet til at hjælpe nogle mennesker i nød, forklarer han.

- Jeg kunne jo se i nyhederne, at der vandrede nogle mennesker og særligt børn op og ned ad motorvejene i Danmark, og jeg syntes, at det var synd for dem, og tænkte, at jeg jo havde en bil, så jeg kunne køre dem, siger han til Ritzau.

Af hensyn til sit privatliv udtaler manden sig under betingelse af være anonym, men Ritzau er bekendt med hans identitet.

Sagen mod den østjyske mand er den første retssag oven på den stribe af sager, som politiet rejste mod danske bilister, der gav flygtninge et lift omkring 7.-9. september.

I alt blev 46 danskere i de dage sigtet for at samle flygtninge op i deres biler, hvilket ifølge myndighederne er en overtrædelse af udlændingelovens § 59 - også kaldet "den milde" paragraf for menneskesmugling.

En stor del af de sager afventer nu afgørelsen fra Retten i Randers, heriblandt sagen mod debattør og forfatter, Lisbeth Zornig, der 7. september gav en syrisk familie et lift nordover fra Rødbyhavn.

På grund af sin egen verserende sag vil Lisbeth Zornig i dag ikke kommentere sagen mod den 41-årige.

- Jeg har masser af holdningerne til den, men på opfordring fra min advokat holder jeg dem for mig selv, indtil min egen sag eventuelt skal for, siger hun til Ritzau.

Paragraffen i udlændingeloven, den østjyske mand er tiltalt efter, kan give alt fra bødestraf til fængsel op til to år, men anklagemyndigheden har på forhånd oplyst, at man vil kræve bødestraf i sagen.

/ritzau/