Østjydsk Bank forventer kæmpe underskud

Østjydsk Bank er blevet tvunget til at nedjustere kraftigt og forventer nu et underskud på mellem 175 og 200 millioner kroner. Det oplyser banken fredag.

Nedjusteringen sker som følge af ændrede retningslinjer fra Finanstilsynet.

- De forøgede nedskrivninger skyldes de skærpede krav til nedskrivninger i Finanstilsynets regelsæt, forklarer Østjydsk Bank.

- Hertil kommer forringede udsigter for en lang række af bankens erhvervskunder samt en nedvurdering af sikkerheder i relation til svage engagementer, lyder det.

Banken har tidligere kun meldt forventninger ud til resultatet før kursreguleringer og nedskrivninger. Tidligere var der stillet mellem 140 og 150 millioner kroner i udsigt.

Det resultat justeres nu til den nedre ende af intervallet og lyder således på 140 millioner kroner.

Men det er altså nedskrivningerne, der er væsentligt større end tidligere forudsat, der nu får banken til at melde forventninger om det store underskud ud.

En aktie i banken koster efter nedjusteringen 200 kroner mod 214 kroner før nedjusteringen. Samlet for dagen er aktien dykket med 12,5 procent.

Østjydsk Bank, der blev grundlagt i 1897, har 10 filialer, primært i Kronjylland. I løbet af de senere år har banken udvidet med filialer i Skanderborg og Horsens.

Banken er noteret på Københavns Fondsbørs, men ejes primært af aktionærer i lokalområdet.

Virksomheden beskæftiger i dag omkring 140 medarbejdere.

/ritzau/

 

Dagens Gossip