Østjyllands Politi har stor succes med social pejling overfor børn

Et af de skemaer, der bruges i Social Pejling i de østjyske kommuner.

Østjyllands Politi i Aarhus kan nu i samarbejde med de østjyske kommuner, fortælle om stor succes med det der populært kaldes for social pejling.

Her man nemlig droppet den løftede pegefinger, og i stedet er man gået i dialog med børnene i 5. og 6. klasse.

Målet er at forebygge uhensigtsmæssig adfærd, og metoden er altså Social Pejling, der i al sin enkelthed går ud på at gøre op med de sociale overdrivelser og flertalsmisforståelser der hersker i klasselokalerne.

Undersøgelser viser nemlig, at mange børn og unge har en helt skævvredet forestilling om deres jævnaldrenes adfærd.

- Børnene tror for eksempel, at deres jævnaldrende ryger, drikker og begår butikstyveri i langt højere grad, end det er tilfældet. Der er simpelthen en kæmpe forskel på, hvad børnene tror om deres jævnaldrendes adfærd, og på hvordan virkeligheden ser ud, siger politikommissær fra den kriminalpræventive sektion i lokalpolitiet i Aarhus, Allan Aarslev.

Allan Aarslev har i de seneste fire år i tæt samarbejde med de østjyske kommuner arbejdet med at forebygge uhensigtsmæssig adfærd blandt børn i 5. og 6. klasse.

I de fire år er Social Pejling løbende blevet mere og mere udbredt og bruges nu i stort set alle de østjyske kommuner – og det virker.

- Undersøgelser viser, at der efter et år er markant færre, der f.eks. har prøvet at ryge, drikke alkohol eller begå butikstyveri, i de klasser vi har besøgt end i jævnaldrende klasser. Så Social Pejling er en virkelig effektiv forebyggelsesmetode, siger Allan Aarslev.

Indtil nu har de 60 uddannede instruktører, blandt andet skolelærere, politifolk og SSP-medarbejdere, besøgt omkring 500 østjyske skoleklasser. Her får eleverne lov til at svare på spøgeskema om hvor udbredt, de tror, rygning er blandt deres jævnaldrene.

Svarene danner så grundlag for en diskussion om, hvorfor børnene tror noget om deres klassekammerater, som ikke passer, og hvad de synes, der kan gøres ved det.

Det hele munder ud i en god dialog og en klassekontrakt.

- Vi oplever, at børnene bliver meget overraskede over, at de skyder så meget forkert. Men det er bestemt vores opfattelse, at de reflekterer rigtig meget over det og over deres egen adfærd, siger Allan Aarslev.

En del af undervisningen 250 østjyske skoleklasser, det vil sige cirka 5500 elever, har i dette skoleår haft besøg af en instruktør.

Det, der startede som et projekt, er altså blevet en fast del af skoleundervisningen og er nu også skrevet ind i skolebudgettet i flere kommuner.

Nu skal erfaringerne fra Østjylland bredes ud til resten af landet. Flere af landets kommuner har nemlig allerede vist interesse for projektet.

Dagens Gossip