Østjyllands Politi: Mange indbrud i lejligheder

Skrevet af admin

25/12/2013

Dagens topnyheder

Østjyllands Politi er en af de politikredse, der i år har været mest plaget af indbrud i juledøgnet, fremgår det af Rigspolitiets statistik, der blev offentliggjort onsdag formiddag.

Ifølge Rigspolitiet er der anmeldt 37 indbrud i kredsen fra midnat til midnat 24. december.

Men Østjyllands Politis egen opgørelse går fra klokken syv om morgenen juleaftensdag til syv juledag, og her kommer tallet op på 56.

Af de 56 indbrud i juledøgnet gik de 31 ud over villaer, mens 25 gik ud over lejligheder.

- Det er påfaldende mange lejligheder i forhold til villaer, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.

Han forklarer, at indbruddene især er gået ud over stuelejligheder. De er lettest at komme ind i - og at flygte ud af igen, hvis man skulle blive overrasket.

- Når der i år er så mange i lejligheder, kan det skyldes, at de, der bor i lejligheder, ikke har været så gode til at tænde lys, så det ser ud som om, at der er nogen hjemme, og heller ikke er så gode til nabohjælp, som man er i et villakvarter, siger han.

De 56 indbrud i juledøgnet er nogenlunde det samme som sidste år, men tallet ærgrer alligevel Mogens Brøndum.

- Vi har haft fokus på indbrud hele året og fået god hjælp fra befolkningen, siger han til Ritzau.

- Det har betydet, at vi i årets løb har fået varetægtsfængslet 126 indbrudstyve og oplevet et fald i indbrud på otte procent, så vi er nede på et gennemsnit på 11 indbrud om dagen. Så er det utroligt ærgerligt, at vi nu ser 56 på et døgn, fortsætter han.

/ritzau/