Østjyske nonner vil forlade kloster

Nonneklostret kan måske blive omdannet til et katolsk munkekloster, hvis det står til Lars Messerschmidt, generalvikar for biskop i Den katolske Kirke i Danmark, Czeslaw Kozon.

»Vi har enkelte nonne- og søstreklostre i Danmark. Og vi har også et mindre munkekloster på Bornholm med kun to munke tilbage. Men et større et munkekloster har vi ikke,« siger Lars Messerschmidt.

Men den beslutning ligger hos ledelsen af cistercienserordenen, der er en gren af det internationale katolske samfund, som har ejet Sostrup Slot siden 1960.

For små to uger siden blev den katolske kirke i Danmark kontaktet af ordenens generalabbed i Rom med en overraskende besked: Søstrene på Maria Hjerte Abbedi ønsker at forlade klostret.

»Søstrene har meddelt, at de ønsker at forlade landet. De ønsker angiveligt at grundlægge et andet kloster. De er bundet af deres løfte, men de kan få Roms tilladelse til at gøre det, og det er den proces, der nu er sat i gang,« siger Lars Messerschmidt.

Der er ifølge Messerschmidt seks-syv søstre på Sostrup Slot, men kun en af dem er dansk statsborger, de øvrige har sydeuropæisk, østeuropæisk og latinamerikansk baggrund.

Nonneklostret ved Gjerrild kom i 2011 i mediernes søgelys, da klostrets abbedisse blev afsat af ordensledelsen i Rom. Det skete efter anklager fra en tidligere nonne, Helene Hägglund, der i bogen »Nonne tur-retur« skrev om magtmisbrug, vold og sekterisk ledelse, som hun mente at have oplevet på stedet i årene 1988-2000.

Ifølge beskrivelserne i bogen døde en ældre nonne af kulde, efter at abbedissen havde låst den ældre kvinde ude i klostergården. Politiet gik ind i sagen, men der blev ikke rejst tiltale mod abbedissen.

En ny leder af nonneklostret blev udpeget, og den afsatte abbedisse fortsatte som »menig søster« på klostret.

Spørgsmål: Er der nogen sammenhæng mellem anklagerne om magtmisbrug og den kendsgerning, at klostret nu lukker?

»Det er ikke det, søstrene har anført som grund. De har sagt, at de ønsker at forlade landet, og derfor er vi blevet bedt om at afklare ejerforholdene og effektuere beslutningen,« siger Lars Messerschmidt.

»Vi har ikke gjort os tanker om, hvad der skal ske med klostret. Det er kommet meget pludseligt. I sidste ende er det ordensledelsen i Rom, der skal komme med bud på, om det skal sælges eller bruges til andet kloster,« siger Lars Messerschmidt og tilføjer:

»Det har været et åndeligt hjem, hvor der er blevet holdt mange retræter og kurser. Man kunne have et håb om, at stedet kunne fortsætte for eksempel som et munkekloster. Men det kræver jo også økonomiske midler til at drive det videre, og at der er nogen, der vil stå for den fortsatte drift. Vi kan jo ikke bare udkommandere folk og sige: Værsågod, nu skal I drive det videre,« siger Lars Messerschmidt.

Dagens Gossip