Østrig jagter spinkelt VM-håb mod Danmark

Skrevet af admin

15/06/2016

Dagens topnyheder

Det danske herrelandshold i håndbold er rejst til Wien med en føring på otte mål fra første opgør i de to playoffkampe om en billet ved VM i januar.

Danmark er dermed storfavoritter til at tage den samlede sejr, og det anerkender man også fra østrigsk side.

- Det er selvfølgelig en svær udgangsposition, men i håndbold er alt muligt, siger østrigernes landsholdsanfører, Viktor Szilagyi, ifølge jp.dk.

I kampen i Odense havde Danmark stor succes i kontrafasen, og det er et punkt, som Patrekur Johannesson, Østrigs landstræner, har fokus på i returmødet.

- Vi skal løbe hurtigere retur i vores forsvar, fordi vi indkasserede for mange kontramål på den måde i Odense. Og vi skal selv satse mere i vores kontrafase, lyder det fra Patrekur Johannesson.

Selv om man altid kan hive floskler frem om, at alt kan ske i håndbold, og at hjemmebanen er en fordel, er der ingen tvivl om, at det vil være en kæmpe sensation, hvis Danmark ikke snupper VM-billetten.

Danmarks landsholdsanfører, Niklas Landin, forsøger da heller ikke at snakke sig ud af favoritrollen.

- Det skal ikke gå galt. Vi skal ind og spille vores spil, og så er jeg sikker på, at så går det heller ikke galt, siger Landin.

Kampen fløjtes i gang klokken 20.30 i den østrigske hovedstad.

/ritzau/