Østrig opfører et hegn på grænsen til Slovenien

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Østrig vil opføre et knap fire kilometer langt hegn ved sin mest travle grænseovergang til Slovenien for bedre at kunne håndtere den fortsatte strøm af flygtninge, oplyser regeringen i Wien.

Hegnet skal stå færdigt inden for seks uger, og det vil være det første mellem to lande, der er medlemmer af det pasfrie Schengen-område.

Initiativet kommer dagen efter, at Sverige indførte midlertidig grænsekontrol i et forsøg på at håndtere den enorme tilstrømning af flygtninge fra primært Syrien.

Østrigs indenrigsminister, Johanna Mikl-Leitner, fastholder, at "hegnet er i overensstemmelse med Schengenaftalen", og at der er tale om en midlertidig foranstaltning.

- Vi taler her om en kontrolleret indstrømning og ikke en barriere, forklarer en talsmand for den østrigske kansler, Werner Faymann.

EU-landet Ungarn kom i stærk miskredit i sommer, da regeringen besluttede at opføre et næsten fire meter højt hegn langs hele grænsen til Serbien og Kroatien for at kunne modgå presset fra flygtningene.

Slovenien begyndte tidligere på ugen at rulle pigtråd ud på grænsen til Kroatien, som ikke er med i Schengenaftalen om et EU uden indre grænser.

Torsdag lød det advarende fra EU's præsident, Donald Tusk, at Schengenaftalen er tæt på at kollapse.

Over 800.000 flygtninge og migranter er kommet til Europas sydlige kyster indtil nu i år, viser tal fra FN.

Op mod 600.000 migranter og flygtninge ventes at sætte retning mod EU på flugt fra blandt andet krigen i Syrien over de næste fire måneder, melder FN, som forudser en konstant flygtningestrøm gennem vintermånederne.

- Mellem november 2015 og februar 2016, forudser UNHCR, at der gennemsnitligt vil ankomme 5000 dagligt, hvilket resulterer i et samlet antal på 600.000 til Kroatien, Grækenland, Serbien, Slovenien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, hedder det i den seneste vurdering fra FN's flygtningeorgan.

/ritzau/AFP