Østrig tilslutter sig EU's angreb på skattely

Skrevet af admin

09/12/2014

Mest læste i dag

Efter to måneders betænkningstid melder Østrig sig som det sidste EU-land nu klar til at gå med i et fælles angreb på bankhemmeligheden.

Den østrigske finansminister, Hans Jörg Schelling, meddeler på et møde med sine EU-kolleger tirsdag i Bruxelles, at østrigske banker nu også er med på at fortælle andre EU-lande, hvad deres borgere har stående på konti i østrigske banker.

Og det fra samme dato, som bankerne i de øvrige 27 EU-lande.

Østrig slæbte på fødderne, da resten af EU-landene i oktober blev enige om, at de går i gang med den automatiske informationsudveksling fra 1. september 2017.

Efter længe at have tøvet gik Luxembourg endelig sammen med de andre. Mens den østrigske minister hårdt presset sagde, at Østrig nok skulle følge trop - men først et år senere.

Forklaringen på den østrigske forsinkelse lød i oktober, at bankerne ikke var klar med den nødvendige tekniske løsning.

Tirsdag lyder der nye toner.

- Vi har forhandlet med bankerne i Østrig, og de har endelig accepteret (...), så vi kan sende informationerne til jer i september 2017. Så det er helt på sporet, siger Hans Jörg Schelling.

Den østrigske finansminister siger dog, at de østrigske banker ulig bankerne i de øvrige EU-lande ikke vil kunne nå at begynde at indsamle informationer allerede fra begyndelsen af 2016.

Så det første sæt data fra Østrig vil kun gå et år tilbage, mens de øvrige EU-lande går halvandet år tilbage.

Det er skattemyndighederne i borgerens hjemland, der skal have oplysninger fra de lande, hvor pengene befinder sig.

I modsætning til tidligere skal den nye informationsudveksling ikke kun omfatte privatpersoner, men også en række virksomheder.

Desuden bliver flere typer indtægter omfattet, så informationsudvekslingen ud over almindelige konti også kommer til at omfatte værdipapirdepoter, andele i investeringsselskaber og visse typer forsikringsaftaler.

/ritzau/