Østrig trækker fredsbevarende styrker ud af Golan

Det sker på grund af den forværrede situation mellem regeringsstyrker og oprørere i borgerkrigen i Syrien. Tidligere torsdag indtog syriske oprørere således et FN-kontrolleret checkpoint mellem Israel og Syrien.

Østrig tegner sig for 380 af de i alt 1.000 fredsbevarende FN-styrker i området, der overvåger våbenhvilen mellem Syrien og Israel.

»Friheden til at bevæge sig i området eksisterer reelt ikke længere. Den ukontrollerede og umiddelbare fare for østrigske soldater er steget til et uacceptabelt niveau,« siger Østrigs kansler, Werner Faymann, og vicekansler Michael Spindelegger i en fælles udtalelse.

FN beklager den østrigske beslutning.

»Østrig har været en rygrad i missionen, og deres tilbagetrækning vil påvirke missionens operationelle kapacitet,« siger FN-talskvinde Josephine Guerrero i en udtalelse.

FN og Østrig drøfter nu, hvordan og hvornår de østrigske soldater skal trækkes ud af området, og hvilke lande der i givet fald skal erstatte østrigerne.

BNB

Dagens Gossip