Østrig vedtager skrap asyllov der kan udelukke syrere

Skrevet af admin

27/04/2016

Dagens topnyheder

Parlamentet i Østrig har onsdag vedtaget en af de skrappeste asyllove i Europa med et klart flertal. 98 stemte for, og 67 stemte imod.

Loven giver blandt andet regeringen ret til at erklære "undtagelsestilstand" i forbindelse med migrantkrisen.

De fleste asylansøgere, herunder folk fra krigszoner som Syrien, vil kunne afvises direkte ved grænsen.

Ifølge den østrigske avis Kurier blev loven vedtaget efter en følelsesladet debat i parlamentet.

Centrumpartierne i koalitionsregeringen har fremlagt forslaget på et tidspunkt, hvor Østrig generelt er på vej længere ud på den indvandringskritiske højrefløj.

Menneskerettighedsgrupper, religiøse ledere og oppositionspartier kritiserer lovforslagene, som ifølge kritikernes tolkning strider mod internationale konventioner.

Men indenrigsminister Wolfgang Sobotka forsvarer forslagene og siger, at Østrig ikke har andet valg, så længe "så mange andre EU-lande ikke gør deres" for at begrænse tilstrømningen af migranter og flygtninge.

- Vi kan ikke bære hele verdens byrde på vore skuldre, siger han.

Østrig ligger ved de to store migrantruter i Europa, balkanruten og ruten via Italien.

I 2015 modtog Østrig 90.000 asylansøgere.

Loven, der blev vedtaget onsdag, giver regeringen mulighed for at indføre undtagelsestilstand, hvis en pludselig stigning i antallet af migranter truer "den nationale sikkerhed".

I så fald vil myndighederne kun acceptere flygtninge, hvis sikkerhed er truet i et af nabolandene, eller hvis pårørende i forvejen er i Østrig.

Det vil tvinge flygtninge til at søge asyl på grænsen ved registreringscentre, der er oprettet til formålet. Her vil en asylansøger kunne tilbageholdes i op til 120 timer, mens ansøgningen behandles.

I weekenden vandt Norbert Hofer fra det indvandrerkritiske højreparti Frihedspartiet (FPO) første runde af præsidentvalget i Østrig.

Han skal nu i en anden runde 22. maj forsøge at besejre Alexander Vander Bellen fra De Grønne.

FPO ligger i meningsmålinger til over 30 procent af stemmerne, hvis der var valg nu. Næste valg er først i 2018.

/ritzau/AFP