Østrig vil bygge grænsehegn til Slovenien

Østrig vil i lyset af den fortsatte flygtningestrøm bygge et hegn på grænsen til Slovenien, oplyser indenrigsminister Johanna Mikl-Leitner ifølge flere medier.

- Dette handler om at sikre en ordentlig og kontrolleret indrejse i vores land og ikke om at lukke grænsen, siger hun til radiostationen Oe1.

Ordet "hegn" er den østrigske indenrigsminister hidtil veget uden om. Men det gjorde hun ikke onsdag morgen.

- Naturligvis handler det også om et hegn, siger hun.

Mikl-Leitner understreger, at formålet er at sænke tilstrømningen og passagen af flygtninge.

Titusindvis af flygtninge er de seneste uger strømmet hen over grænsen mellem Slovenien og Østrig, og regeringen i Wien har de seneste dage været udsat for hård kritik fra den tyske delstat Bayern over det enorme antal flygtninge, som Østrig lader passere videre til Tyskland.

Da Ungarn tidligere på året begyndte at opføre et fire meter højt grænsehegn til Serbien og siden Kroatien for at forhindre flygtninge og migranter fra blandt andet Syrien i at komme ind i landet, blev det mødt med stor kritik fra en række EU-lande.

Slovenien er som Østrig en del af Schengen-samarbejdet, der sikrer fri grænsepassage.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip