Østrigsk politi fandt krybskytte død

Den drabsmistænkte krybskytte, der formodes at stå bag fire drab tirsdag, er selv død, oplyste politiet i Østrig ved en pressekonference natten til onsdag.

Østrigske specialstyrker, politifolk og militærfolk rykkede sent tirsdag aften frem for at storme den gård, hvor den 55-årige drabsmistænkte krybskytte havde forskanset sig, skriver den østrigske avis Öesterreich.

Under aktionen i huset fandt politiet angiveligt et »hemmeligt rum« på mandens gård. Da indsatsstyrken forsøgte at komme ind i rummet, blev de ifølge Öesterreich stoppet af en ildebrand i rummet. Den ilt, der strømmede ind i rummet, da indsatsstyrken rykkede ind, fik branden til at flamme yderligere op, oplyste politiet onsdag nat.

Læs også: Formodet krybskytte dræber fire i Østrig

Da indsatsstyrken fik bugt med flammerne »blev et stærkt forbrændt mandligt lig fundet i rummet,« sagde politiets talsmand Roland Scherscher ved pressekonferencen.

Ifølge politiet er det rimeligt at antage, at det er liget af krybskytten. Han menes at have dræbt tre politifolk og en 70-årig Røde Kors-medarbejder, da politiet ville anholde den 55-årige for krybskytteri natten til tirsdag ved Annaberg cirka 100 kilometer sydvest for Wien.

Specialstyrkerne har i løbet af dagen langsomt og forsigtigt undersøgt gården, der er en større ejendom med flere kældre, stuer og mange værelser.

Det sidste livstegn fra den 55-årige kom ifølge bt.dk klokken 17.30, da der blev løsnet et enkelt skud fra gården. Tidligere tirsdag havde han ellers skudt flere gange ud mod indsatsstyrkens omkring 100 folk, der havde omringet gården.

Dagens Gossip