Østrigsk skuddrama: Fjerde person skudt

Et blodigt drama i Østrig har taget en ny drejning, efter en politibetjent er fundet død i Annaberg for foden af Alperne.

Tidligere på dagen barrikaderede en mand sig på sin gård, efter at han havde skudt og dræbt to politifolk og en ambulancefører.

En fjerde person - en betjent - tog han som gidsel.

Tirsdag eftermiddag bekræftede en talsmand for politiet, at betjenten nu var fundet død.

I en udtalelse tidligere på dagen fra Østrigs indenrigsministerium fremgår det, at manden er en kendt krybskytte i 50'erne, som blev forsøgt anholdt i en skov nær Annaberg natten til 17. september.

- Manden flygtede, og politiet satte efter ham, hed det i pressemeddelelsen.

Den mistænkte flygtede i bil til sit hus i Annaberg lidt over 100 kilometer vest for Wien, hvor han fortsat befinder sig. Huset er omringet af politiet, og styrker fra specialenheden Cobra er på stedet.

En talsmand fra østrigsk politi kan over for det tyske nyhedsbureau dpa ikke bekræfte, om der er andre i huset, hvor manden har barrikaderet sig.

En talsmand for politiet, Johann Baumschlager, beskriver situationen som "ekstremt skrækkelig og højst eksplosiv" over for avisen Krone.

Manden er kendt for at være en meget brutal krybskytte, der har for vane at skyde hjorte fra sin bil, mens den er i fart.

Det var anledningen til, at politiet forsøgte at anholde ham.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip