ØSVN IF er danmarksmestre i foreningsudvikling

Øster Starup Vester Nebel IF (ØSVN IF) kan nu kalde sig danmarksmestre i foreningsudvikling. Titlen kom i hus ved DM-finalen i Odense Kongrescenter mandag aften, hvor også social- og integrationsminister Karen Hækkerup deltog.

Blandt 30 foreninger til DM

Siden september sidste år har ØSVN IF dystet med 30 idrætsforeninger fra hele landet om DM i foreningsudvikling.  I den intensive dyst lyser ØSVN IF op som et fyrtårn, der har sat skub på udviklingen over en bred front. Det vurderer den DM-jury, som har studeret udviklingsarbejdet i de 30 foreninger.

Dorte With, formand for DM-juryen samt hovedbestyrelsesmedlem i DGI, begrunder valget:

- Som fyrtårn har ØSVN IF all round fokus på foreningsudvikling og mange jern i ilden. Foreningen tager sin vision alvorligt. På sigt vil de tiltrække 75 procent af lokalområdets borgere som medlemmer.

Konkrete resultater

Særligt har DM-juryen noteret sig, at ØSVN IF’s har sat gang i etablering af en multibane og outdoor fitness. Et multihus er på tegnebrættet og fleksibelt medlemskab bliver en mulighed.

- En så stor og alsidig udvikling, som ØSVN IF har sat gang i, kræver en ledelse, der kan strukturere, organisere og skabe motivation. Sociale arrangementer på tværs af foreningen er grundlag for en flot opbakning fra frivillige, siger Dorte With.

Tidens tendenser

DGI står bag mesterskabet, der bygger på DGI’s ambition om, at skabe attraktive idrætsforeninger med blik for at ramme borgernes ønsker til idræt og motion og fange tidens tendenser. 

Dagens Gossip