Offensive stjerner kan booste United mod Cardiff

Skrevet af admin

27/01/2014

Mest læste i dag

Særligt på de offensive pladser har Manchester United været hårdt ramt, og den forsvarende mester er realistisk set ude titelkapløbet.

Nu kan den hårdt trængte manager David Moyes dog se frem til at have spektakulære stjerner til rådighed.

Han har måttet undvære angriberne Wayne Rooney og Robin van Persie grundet skader, men de er nu klar til at spille igen.

Desuden har United netop præsenteret sit dyreste indkøb nogen sinde i spanske Juan Mata, der er skiftet fra Chelsea.

Ifølge Skysports kan alle tre blive aktuelle i tirsdagens kamp på Old Trafford mod Cardiff.

- Alle tre har trænet i dag, siger David Moyes ifølge Skysports.

Desuden er også Marouane Fellaini tilbage efter en skade inden mødet med den walisiske bundklub Cardiff, der har den tidligere Manchester United-stjerne Ole Gunnar Solskjær som manager og den danske angriber Andreas Cornelius i spillertruppen.

Manchester United er storfavorit i kampen, men har allerede tabt fire hjemmekampe i ligaen i denne sæson. Holdet ligger blot nummer syv med 14 point til topholdet Arsenal.

Derudover har holdet lidt overraskende nederlag i både FA Cuppen og Capital One Cuppen.

/ritzau/