IS offentliggør video af drab på 21 kristne egyptere

Den yderliggående jihadistgruppe Islamisk Stat har søndag offentliggjort en video, der viser, hvordan 21 kristne egyptiske koptere, der var bortført i Libyen, får halsen skåret over, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I videoen lader sortklædte militante egypterne i håndjern og orange fangedragter marchere til en strand, som angiveligt er i nærheden af Tripoli i Libyen.

Her bliver de tvunget ned på knæ, hvorefter de får halsen skåret over. Videoen ligger på et tweet fra en hjemmeside, der støtter den brutale gruppe.

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi indkaldte øjeblikkelig til et hastemøde i landets øverste sikkerhedsorgan og erklærede syv dages landesorg.

Sunnimuslimernes øverste organisation for læring i Kairo, al-Azhar, har søndag fordømt de barbariske drab på de kristne egyptere.

- Al-Azhar har modtaget nyheden om henrettelsen af en gruppe uskyldige egyptere med stor sorg og græmmelse. Den slags barbariske handlinger har intet med religion eller menneskelige værdier at gøre, siger al-Azhar i en erklæring.

Titlen på den fem minutter lange video er ifølge nyhedsbureauet dpa: "En meddelelse skrevet i blod til nationen på korset", mens der i en undertekst kunne læses: "Korsets folk, tilhængere af den fjendtlige egyptiske kirke."

Tusinder af egyptere er efter en opstand i hjemlandet i 2011 rejst til nabolandet Libyen for at søge arbejde på trods af advarsler fra deres myndigheder om ikke at rejse til et af de farligste lande i regionen.

Inden drabene står en af de militante med en kniv i hånden og siger:

- Sikkerhed for jeres korsriddere er noget, I bare kan drømme om.

En talsmand for den koptiske kirke i Egypten bekræfter ifølge nyhedsbureauet Mena, at 21 personer er blevet henrettet. Kirken er også sikker på, at de skyldige vil blive straffet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip