Offentligt ansatte holder deres kæft

Det er en officiel hemmelighed i politiet, at mellem 10 og 70 illegale indvandrere hver dag går igennem lufthavnen uden at blive kontrolleret. Der er nemlig et stort hul i systemet. Men ingen vil stå frem - hverken på gulvet eller længere oppe i systemet, fortæller formanden for Politiforbundet, Peter Ibsen, til Information.

- Danmark er et af de eneste lande, der ikke tjekker illegale indvandrere, som kommer via Schengen-landene. Men problemet er langt større, end at der slipper nogle mennesker ind i landet. Det handler om, at væsentlige ting forties, siger Peter Ibsen. Og netop den manglende kontrol i lufthavnen er et af de talrige eksempler på problemstillinger, der hemmeligholdes i det offentlige system, fordi de ansatte ikke tør fortælle om dem.

- Her i huset ligger vi inde med dokumentation for en utrolig masse uhensigtsmæssigheder, som foregår ude i politikredsene. Vi får dem fra brede dele af politikredsene, men vi får dem kun, hvis vi lover de ansatte, at de kan være anonyme, siger Peter Ibsen.

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) har tidligere offentliggjort undersøgelser, der viser, at det står skidt til med de offentligt ansattes ytringsfrihed, og nu dokumenterer en ny undersøgelse blandt FTF's medlemmer, at tendensen er markant stigende.

I 2010 frygtede 32 procent af de adspurgte offentligt ansatte negative konsekvenser ved at påtale uholdbare situationer på arbejdspladsen. I 2012 er tallet steget til 40 procent. Og værst ser det ud blandt de statsansatte FTF'ere, som blandt andre tæller politimænd og skattemedarbejdere. Her frygter hele 64 procent negative konsekvenser såsom fyring eller en 'kammeratlig samtale', hvis de bruger deres grundlovssikrede ret til at udtale sig offentligt.

Formand for FTF Bente Sorgenfrey kalder udviklingen en demokratisk trussel.

- Dét, der bekymrer mig, er, at det er kun blevet værre, siger Bente Sorgenfrey til Information og fortsætter:

- Vi er specielt bekymrede for demokratiudviklingen. Dels af hensyn til de ansatte, som ifølge grundloven har ret til at ytre sig, og dels fordi vi ikke får en offentlig debat i samfundet om, hvor vores offentlige sektor skal bevæge sig hen. Og det er et demokratiproblem, som er langt bredere, end at de offentligt ansatte er bange for at ytre sig.

Dagens Gossip