Offer for blodigt hjemmerøveri ville ikke indlægges

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Det var et voldsomt syn, der mødte politiet, da de 28. maj 2015 klokken 18.22 mødte op på en landejendom ved Skals nord for Viborg.

De blev mødt af en 63-årig mand med blod over hele hovedet, efter at han angiveligt havde været udsat for et særdeles brutalt hjemmerøveri.

Manden havde en syv centimeter lang flænge i hovedet, og politiet fandt en sort spade med blodspor, som efter alt at dømme var blevet brugt af de formodede hjemmerøvere.

Det beretter anklager Ulrik Panduro fra Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, da han fredag i Retten i Viborg forelægger sagen om et voldsomt hjemmerøveri.

Den 63-årige var trods den hårdhændede behandling ved bevidsthed, men han talte ifølge politiets forklaring usammenhængende.

Manden, der bor alene på ejendommen, nægtede imidlertid at lade sig indlægge efter episoden. Men da politiet dagen efter tog derud, var han faldet om, og en ambulance blev rekvireret.

På sygehuset viste det sig, at han havde fået en livstruende hjerneblødning. Han blev behandlet for sine kvæstelser og blev først udskrevet 9. juni. Den 63-årige har ingen fysiske men efter volden, men han kan ikke huske, hvad der skete den dag.

Fem unge mænd i alderen 16 til 22 år er tiltalt for at have begået røveriet, hvorved offerets pung med 2000 kroner, et dankort og et våbenskab blev stjålet.

Ud over slag med spaden er de unge mænd tiltalt for at have givet ofret stød med en strømpistol.

I dagene efter røveriet blev offerets dankortoplysninger brugt til at købe seks nye iPhones, ligesom tre af mændene er tiltalt for at have overført 10.000 kroner fra mandens bankkonto til en konto tilhørende en af de tiltalte.

Ifølge anklageskriftet forsøgte flere af de tiltalte også at få mandens bank til at overføre 260.000 kroner ved over telefonen at udgive sig for at være den 63-årige mand.

Politiet kom på sporet af de tiltalte mænd, da de fulgte pengesporet, og læsning af teleoplysninger fra mændenes telefoner bekræfter, at flere af mændene har været på stedet på gerningstidspunktet.

De fem mænd nægter sig skyldige i anklagen om røveri.

To af dem erkender sig delvist skyldige i tyveri.

Anklageren mener, at de tiltalte skal dømmes for røveri af særlig grov karakter, og at mændene, der har anden etnisk baggrund end dansk, skal udvises.

Der er afsat 14 retsdage til sagen, og de tre dommere og seks nævninge ventes at fælde dom 30. juni.

/ritzau/