Offer for tunnelmanden: Troede jeg skulle voldtages

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

I januar 2010 blev en kvinde væltet af sin cykel og frarøvet sin taske med pung, mobiltelefon og andre personlige ejendele i.

Mandag vidnede hun i Retten på Frederiksberg mod den 41-årige familiefar, der er tiltalt i 12 forhold om voldtægt, voldtægtsforsøg, seksuelle krænkelser og røverier mod kvinder i et stisystem ved bydelen Tingbjerg i København - den såkaldte tunnelmand.

- Jeg troede, at jeg skulle voldtages, så jeg blev lettet, da vedkommende bare rækker ind over mig, tager min taske og løber, sagde kvinden i retten.

- Jeg kom cyklende hjem fra min kollega og tænkte, at jeg ville tage en genvej på stien. Der var ret sneet til, og der var en uhygge. Jeg havde hætte på, men undrede mig over, at der var en, der løb tæt bag mig. Så mistede jeg balancen og blev væltet af cyklen, uddybede hun.

Efterfølgende har hun været til psykolog og i terapi, men oplever stadig chok i kroppen, hvis der kommer nogen i hurtig fart eller for tæt på hende bagfra.

Den tiltalte har erkendt sig skyldig i de forhold, der handler om tyverier.

Hans forklaring er, at han er ludoman. Kort tid inden overfaldet havde han tabt 6000 kroner. Den 41-årige afviste at have planlagt noget hjemmefra, men havde overordentlig svært ved at svare på anklagerens spørgsmål under sin afhøring.

- Jeg forstår ikke, at du bliver ved med at spørge om det samme. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare. Som nævnt havde jeg mistet penge, sagde han, da anklager Line Steffensen spurgte ind til episoden flere gange.

Den tiltalte familiefar slog dog fast, at han er ked af sin handling.

Samtidig nægter den 41-årige ethvert kendskab til de sexforbrydelser, han også er tiltalt for.

Dna-spor på flere ofre peger på, at der er mere end en million gange mere sandsynligt, at det var hans sæd og spyt, der blev fundet på kvinderne, end en anden tilfældig mand i Danmark. Den tiltalte afviste dog pure.

- Det sker i hele verden, at man kan tage fejl med dna. Ifølge Koranen er jeg uskyldig og har ikke gjort noget, sagde han gennem sin tolk tidligere på dagen.

Tunnelmandens ofre er angiveligt blevet væltet af deres cykler og efterfølgende forulempet. Politiet mener, at den tiltalte har voldtaget en kvinde, tvunget en anden til oralsex og forsøgt at voldtage fem andre.

Sagen mod ham fortsætter tirsdag.

/ritzau/