Officielt: 26 kommuner sætter skatten ned

Skrevet af admin

15/10/2013

Mest læste i dag

Landets 98 kommuner har vedtaget deres budgetter for 2014. 26 af dem har valgt at sætte skatten ned, mens kun fem har valgt at hæve skatten.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) roser de kommuner, der sætter skatten ned, fordi det giver plads til, at andre kan hæve den.

- Det kunne se ud til, at der er blevet reel debat om kommunernes forvaltning og prioritering af skattekronerne. Det er godt, både for landets økonomi og for det lokale demokrati, siger hun i en pressemeddelelse.

De fem kommuner, der hæver skatten, gør det med samlet 198 millioner kroner, mens de 26 kommuner, som sætter skatten ned, giver borgerne besparelser for 348 millioner kroner. Det giver et samlet fald i det kommunale skattetryk på 150 millioner kroner.

- De nye skattetal viser, at kommunerne finder en balance. Det er netop meningen med den selvstændige kommunale skattefastsættelse, at kommunerne indbyrdes skal kunne justere skatterne op og ned, så de samlet set bliver holdt i ro.

- Flere eller færre børnefamilier og ældre borgere eller lokale ønsker til kommunens service kan føre til forskellige lokale behov og ønsker om skatteprocenten, siger Margrethe Vestager.

Også i KL er der tilfredshed med, at flere kommuner sætter skatten ned efter flere års stilstand på området.

- Det er bemærkelsesværdigt, at så mange kommuner har fundet plads til at sænke skatten. Nu høster borgere og virksomheder gevinsten fra de seneste års kraftige effektiviseringer i kommunerne.

- Det er et godt eksempel på, at vi gennem positive incitamenter og dialog mellem stat og kommuner kan komme langt. Det viser, at der er andre, mere effektive metoder til at opnå fælles målsætninger end sanktioner, siger KL's formand, Erik Nielsen (S).

Formanden er selv borgmester i Rødovre Kommune, der ikke har ændret ved deres skattetryk i 2014-budgettet.

Der er etableret en tilskudspulje på 187 millioner kroner, hvor de kommuner, der har sat skatten ned, kan søge om tilskud til at dække dele af deres provenutab i 2014.

/ritzau/