Officielt: Hareide er præsenteret som dansk landstræner

Skrevet af admin

10/12/2015

Mest læste i dag

Den 62-årige nordmand Åge Hareide er officielt præsenteret som dansk landstræner ved et pressemøde i Parken i København. Han afløser Morten Olsen på posten.

Hareide tiltræder som dansk landstræner 1. marts næste år og er dermed klar i god tid før den forestående VM-kvalifikation i efteråret.

Kontrakten med Hareide lyder på to år, men med mulighed for forlængelse i yderligere to år, som Ritzau tidligere torsdag erfarede.

Viften af resultater er bred hos den nye danske landstræner, der torsdag klokken 11 blev præsenteret i landsholdets omklædningsrum i Parken i København.

Det er blevet til mesterskaber i Danmark, Sverige og Norge - og årelang erfaring som landstræner.

- Jeg er stolt, glad og ydmyg over at skulle være dansk landstræner og at skulle tage over for Morten Olsen, som jeg kender personligt og som har været en stor træner for det danske landshold, siger Hareide til DBU's hjemmeside.

- Danmark har en særlig position i Norden - med Dynamitdrengene, 92-holdet og de helt fantastiske danske fans. Vores hold og vores fans fortjener at komme til VM i 2018, og jeg glæder mig til at kæmpe for det sammen med spillerne, siger den nye landstræner.

Åge Hareide har været med til at vinde nationale mesterskaber med danske Brøndby, norske Rosenborg og svenske Helsingborg og Malmö FF og har desuden været norsk landstræner i fem år.

Han har stor indsigt i dansk fodbold og kender de danske landsholdsspillere - både de nuværende og dem, der er på vej igennem ungdomsholdene.

- Det danske landshold har et stort potentiale – med et meget stærkt forsvar og en række gode individualister, der får holdet til at blomstre.

- Og så er der mange spændende talenter, som kan sætte præg på holdet i fremtiden. Jeg glæder mig til at møde spillerne og diskutere, hvordan vi sammen kan forme det danske landshold, siger Hareide.

Den nye landstræner blev præsenteret af DBU's administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, der har stået for ansættelsen sammen med et ansættelsesudvalg.

- Med Åge Hareide får vi en landstræner, der har stor passion, erfaring og resultater som træner både på klubplan og for landshold.

- Han har samtidig lederegenskaber til at fortsætte udviklingen af landsholdet i samarbejde med spillere, trænere og andre aktører omkring det danske fodboldlandshold. Vi glæder os til at skabe resultater sammen, siger han.

Hareide afløser Morten Olsen, der havde hele 15 år på posten og kvalifikation til to EM-slutrunder og to VM-slutrunder.

Morten Olsen meddelte efter playoffkampene mod Sverige, at han ville træde tilbage som landstræner med øjeblikkelig virkning.

/ritzau/