Officielt: IAAF fastholder karantænen af Rusland

Skrevet af admin

17/06/2016

Mest læste i dag

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) fastholder karantænen af Ruslands atletikudøvere.

Det bekræfter Det Russiske Atletikforbund fredag til nyhedsbureauet Tass, skriver Reuters.

Dermed står flere efterretninger fra tidligere på dagen til troende.

Fastholdelsen af karantænen betyder, at Ruslands atletikudøvere ikke kommer til at deltage ved OL i Rio - med mindre Den Internationale Olympiske Komité (IOC) på et møde i næste uge udsteder en særlig dispensation til én eller flere atletikudøvere.

BBC's sportsredaktør, Dan Roan, skrev tidligere fredag i et tweet, at netop det vil blive tilfældet. På mødet i næste uge vil IOC ifølge sportsredaktøren foreslå et kompromis, der går ud på, at ikke alle Ruslands atletikudøvere får startforbud i Rio.

Således skal "beviseligt rene" atleter have lov til at stille op ved legene.

I november 2015 valgte IAAF at udelukke Det Russiske Atletikforbund fra al international atletik.

Det skete, efter at en rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) afslørede omfattende, statsstøttet doping i russisk atletik.

/ritzau/