Officielt: Lars Søndergaard er ny AaB-træner

Skrevet af admin

09/04/2015

Dagens topnyheder

Spekulationerne er forbi. Lars Søndergaard bliver ny træner hos fodboldmesteren AaB, når Kent Nielsen stopper efter denne sæson. Det meddeler AaB i en meddelelse til fondsbørsen.

Søndergaard tiltræder efter sommerferien.

- Lars Søndergaard er ansat på en fortløbende aftale, der er uopsigelig indtil 30. juni 2017, skriver AaB.

Lars Søndergaard har i de seneste år været træner i Sønderjyske. Nu overtager han i AaB efter Kent Nielsen, der i sidste sæson førte AaB frem til både mesterskabet og pokaltitlen.

Den nordjyske klub har været på udkig efter en ny træner, efter Kent Nielsen i december gjorde det klart, at han ikke ville fortsætte i klubben.

- Vi har i ansættelsesforløbet af en ny cheftræner været igennem en lang og grundig proces, hvor vi vel indledningsvis havde 15-20 mand på en bruttoliste, siger AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, i en pressemeddelelse og uddyber:

- Herfra har vi efterfølgende gennemført én eller flere samtaler og test med syv kvalificerede træneremner, og blandt disse navne var Lars Søndergaard den første mand, vi havde samtale med, og i hele forløbet har Lars været blandt vores absolutte topkandidater til jobbet.

Som aktiv spillede Lars Søndergaard 40 officielle kampe for AaB, mens det i efteråret 1997 også blev til otte kampe som midlertidig cheftræner.

Efter AaB-tiden blev det til hele ni år i østrigsk fodbold, hvor nordjyden stod i spidsen for topklubberne FC Red Bull Salzburg, FK Austria Wien, Grazer AK og FC Wacker Innsbruck.

I 2009 vendte Lars Søndergaard retur til Danmark og cheftrænerjobbet i Viborg, fra hvilket han blev fyret, inden han tiltrådte i Sønderjyske i sommeren 2011.

Her førte han klubben frem til sjettepladsen i Superligaen i første forsøg, og han har formået at holde klubben i landets bedste række, selv om eksperter sæson efter sæson har spået klubben nedrykning.

/ritzau/