Officielt: Nu er Pia Kjærsgaard Folketingets formand

Skrevet af admin

03/07/2015

Dagens topnyheder

Pia Kjærsgaard (DF) blev fredag valgt til formand for Folketinget. Hun afløser Mogens Lykketoft (S) og er den første kvindelige folketingsformand.

Selvom Folketingets formand skal være en samlende figur for Folketinget, var det dog ikke et enstemmigt ting, der valgte Pia Kjærsgaard.

Bag den nye formand står de fire borgerlige partier samt Socialdemokraterne og grønlandske Siumut.

Til gengæld krævede Enhedslisten en afstemning, fordi man ligesom SF har erklæret, at man ikke støtter valget af Pia Kjærsgaard. Ved afstemningen var der 87 stemmer for Pia Kjærsgaard og 16 imod, mens otte stemte hverken for eller imod.

I sine første ord som formand lovede Pia Kjærsgaard, at hun vil forsøge at samle hele Folketinget.

- Jeg vil bestræbe mig på at være hele Folketingets formand. Jeg vil være tillidsrepræsentant for alle, uanset hvilket parti man kommer fra, siger Pia Kjærsgaard.

Mens Pia Kjærsgaard altså er den første kvindelige formand for Folketinget, har Danmark tidligere haft en kvindelig formand for det daværende Landstinget.

Det var Socialdemokraternes Ingeborg Hansen, der i 1950 blev valgt til formand for Landstinget. Ingeborg Hansen blev dermed verdens første kvindelige parlamentsformand.

/ritzau/