Officielt: Sisto er blevet dansk statsborger

Torsdag formiddag klokken 10.40 havde Folketinget tredjebehandling af lov om indfødsret, og helt som ventet betyder det, at FC Midtjylland-stjernen Pione Sisto nu kan kalde sig dansk statsborger.

Det skriver Superligaens førerhold i en pressemeddelelse.

Den 19-årige midtbanespiller, som er kåret til Superligaens bedste i år, er netop blevet udtaget til det danske U21-landshold, som i januar skal på træningslejr i Tyrkiet.

- Det er selvfølgelig dejligt, at det endelig er på plads. Det er noget, jeg har ventet længe på og set frem til i lang tid, siger Sisto i pressemeddelelsen.

Allerede i vinteren 2012 bestod han indfødsretsprøven.

- Passet giver mig mulighed for at repræsentere Danmark, og det er et mål at komme til at spille for et dansk landshold.

- Nu får jeg mulighed for at komme med på en fantastisk tur med U21-landsholdet, og det glæder jeg mig meget til. Jeg havde en forventning om, at det gik i orden, men jeg har hele tiden holdt fokus på at præstere godt for FC Midtjylland, siger Sisto, der har rødder i Sudan.

I en pressemeddelelse skriver Dansk Boldspil Union (DBU) dog, at forbundet skal sende en dispensationsansøgning til det internationale fodboldforbund Fifa og få en godkendelse herfra, inden Sisto kan spille officielle landskampe for Danmark.

Fifas regelsæt siger, at når en spiller får et nyt statsborgerskab, skal den pågældende opholde sig fem år yderligere i landet for at kunne repræsentere et landshold - med mindre spilleren allerede har opholdt sig fem år i det nye land, efter at være fyldt 18 år.

DBU, der forventer en accept fra Fifa, har erfaring med at få dispensation i lignende tilfælde. Det skete med kvindelandsholdsspilleren Nadia Nadim. Dengang tog processen fire måneder.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV