Officielt: Svensk landsholdsstreg til VHK

Det er en drønrutineret svensk landsholdsspiller, der tiltræder i Viborg HK. 223 landskampe for Sverige og syv år i GOG har den 32-årige Tina Flognman på CV'et. I Viborg HK træder hun ind i en rolle som back-up spiller for Sabine Pedersen.

Lejeaftalen er kommet på plads, da VHK's norske stregspiller Marit Frafjord er ude med en skade et godt stykke hen i efteråret. Derfor er træner Christian Dalmose godt tilfreds med at klubben har handlet og hentet en midlertidig erstatning.

"Vi har været heldige at kunne leje Tina Flognman, som folk også kender fra den danske liga, og som jeg har mødt mange gange. Hun kan hjælpe os i den situation, hvor Marit (Frafjord, red.) er skadet. Sabine Pedersen gør det godt, men vi havde brug for hjælp derinde. Det er glædeligt, at vi kunne finde en spiller til den plads," siger Christian Dalmose til Viborg Stifts Folkeblad.

Lejemålets længde er ikke bestemt på nuværende tidspunkt, så træneren kan ikke sige, hvor længe man skal forvente at se den svenske streg i klubben.

"Hun er her nok ikke et halvt år. Vi har lejet hende nu, og det er sådan set det. Når Marit er klar igen, kan hun erstatte hende der," lyder det fra træneren, der især glæder sig til endnu mere skandinavisk vindermentalitet på holdet.

"Hun har noget vilje, noget fight og noget vindermentalitet. Hun har de svenske rødder, som det her hold kommer til at have meget af. Det er en spiller, der arbejder ud fra samme kultur, som vi gør, så det bliver en god spiller at have," vurderer Christian Dalmose.Det har endnu ikke været muligt for folkebladet at få en kommentar fra Tina Flognman

Dagens Gossip